Pink Erotic Hotel - Julen 2000

Forfattere: Lasse og Nanna©
1. december

Et uheld med følger

Langsomt dalede sneen til jorden og vinden blæste blidt hen over hustagene, mens hun gik og tænkte at det skulle blive dejligt at komme hjem til sig selv og få noget tørt tøj på.
Hun ville åbne for vandet til karbadet og så bare sidde der, til hun mærkede opløsningen i huden. Åbne for en god flaske vin, tage en god bog med i badet og så bare hygge sig.
Hun var gennemblødt af alt den sne der var faldet hele eftermiddagen, og hun frøs helt ind til huden.
Hun var lidt irriteret over at hun ikke havde taget mere praktisk tøj på, end den tynde habitjakke og de lette sko. Hun manglede både sin duffelcoat, sit halstørklæde og sin hat. Mens hun gik i sine egne tanker, mærkede hun pludselig et voldsomt stød på kroppen. Det var sådan et kraftigt slag, at det flimrede for hendes øjne.
Det næste hun ænsede var at hun lå midt på fortovet og rodede rundt imellem sine poser og al sneen.
Hun hørte en gennemtrængende stemme som sagde: 

- Så se dig dog for kvindemenneske! Hvad pokker går du og tænker på, hvad med at åbne øjnene, sagde stemmen der nu var kommet meget tæt på hendes ansigt.
Hun åbnede sine øjne og lige overfor hende sad en mand og kiggede hende arrigt ind i øjnene. Hun mærkede et rislen i kroppen ved at se ind i de to øjne.
Hvor var de smukke - grønne omkranset af kraftige smukke sorte øjenvipper. Langsomt fik hun styr på sig selv og fremstønnede et svagt - Undskyld, men det var nu ikke med vilje.
- Og hvad så, var svaret hun fik tilbage, - Se hvad du er skyld i, sagde manden. 

Hun spejlede rundt på ham og fik til sidst øje på hans ene knæ, hvor stoffet var revet itu og fyldt med blod.
- Øhh...., fik hun fremstammet, - det er jeg virkelig meget ked af, kan jeg hjælpe dig med noget?  

- Du har vist nok hjulpet mig nok for i dag, svarede manden.  
- Jamen skal jeg ikke hjælpe dig hjem, lad mig i det mindste sørge for at dine bukser bliver repareret, lad mig nu gøre det godt igen, sagde hun idet hun rejste sig fra fortovet.
Hun kiggede rundt og opdagede at folk stod og kiggede på deres uheld. 
- Kom lad mig hjælpe dig op, sagde kvinden og rakte ud efter hans hånd.
Hun tog fast om hans hånd og forsøgte at trække ham op fra fortovet. Men lige som han næsten var oppe, gled hans hånd ud af hendes og han røg tilbage på fortovet med et bump.
- Åhh for pokker da…. stønnede han, og tog sig til knæet. 

Hun skyndte sig om bag ham og tog grundigere fat med begge arme og fik ham trukket op på benene. 
- Undskyld, undskyld, sagde hun, jeg havde bare så kolde fingere og jeg ved ikke hvad der skete. Er du ok nu? spurgte hun.
Han brummede et arrigt - ja - og så hende ind i øjnene.   

- Det er jeg altså meget ked af, fremstammede hun.
- Ja, ja, det er jo hvad der kan ske, svarede han. 
- Kan du overhovedet gå på det ben? Forsigtigt rørte hun ved hans ben, hvorved han med et gisp rykkede baglæns. 
- Det er vist ikke så godt, svarede hun, - Lad mig lige få fat i en taxa. Hun gik ud til vejkanten og stoppede en af de mange taxi som kørte på den befærdede vej. 
En knaldgul taxa fyldt med reklamer holdt ind til vejkanten og de fik deres pakker og tasker ind i bilen. 
- Hvor bor du, spurgte hun. 

- Holskovgade 1, svarede han henvendt til chaufføren. 
På vej til hans bopæl sad de hver især og undskyldte deres uheld, men nåede langt om længe til enighed om at det var et hændeligt uheld. Taxachaufføren hjalp dem ind i hans hus med deres ting og kørte så igen. Nysgerrigt kiggede hun sig omkring. - Du bor dejligt, sagde hun så. Han svarede ikke og hun drejede omkring og så på ham. Helt hvid i hovedet  stod han lænet op af køkkenbordet. 
- I guder da, udbrød hun og skyndte sig hen og hjalp ham ned på en stol - Tror du ikke du har bedst af at komme ned og ligge lidt. Han nikkede og fortalte hvor hans soveværelse var lidt længere nede i aulaen og så til venstre. Hun fik ham hjulpet ned og ind i soveværelset og fik ham placeret i sengen så han lå godt. Han var stadig noget hvid i ansigtet og hun begyndte at åbne hans livrem og lyne lynlåsen ned for at få hans iturevne bukser af ham så hun kunne se hvor galt fat det var med knæet. Da hendes hænder strejfede hans skridt, mærkede hun en pludselig reaktion under stoffet. Brat stoppede hun op og kiggede hastigt på ham. 

Han lå og så på hende. - Hvor er du køn, sagde han uventet. 

- Tak, hviskede hun og fortsatte med at trække hans bukser ned, - lad mig lige se på dit knæ, hendes stemme skælvede, mens hun trak dem det sidst stykke ned.  Hun fik løsnet hans snørebånd og trak skoene af ham så bukserne kunne komme helt af. Hun kiggede på knæet og gik ud og hentede noget lunkent vand og en klud i køkkenet og vaskede derefter knæet.

- Det ser ikke så slemt ud, vist kun en hudafskrabning sagde hun, og…

Hun mærkede 2 stærke arme omkring sig som trak hende ned til sig. - Din lille klodsmajor. Han kyssede hende og uden at ville det gled hun ind i hans arme.  Deres hænder gik på opdagelse og kort tid senere lå de uden tøj på og kærtegnede hinanden. 

Hans hænder kuplede sig om hendes runde bryster som han kærtegnede og klemte blidt så hun stønnede gispede af velvære. Hans lem var stift og han kiggede op på hende…

- Ja, jeg kan jo ikke… så mon ikke du kunne råde lidt bod på din uagtsomhed nu. Hun satte sig op. Skrævede over ham, spredte sine skamlæber og lod hans pik glide op. Forsigtigt - lidt efter lidt - gled han op i hende, fyldte hende helt ud. Stønnende begyndte hun at ride ham, først blidt, senere mere hidsigt og målrettet mod en forløsende orgasme. 
Han tog om hendes brystvorter og klemte dem hårdt. Lysten jog gennem hendes krop og hun mærkede hvordan orgasmen kom rullende som et uundgåeligt klimaks.
Hans hænder lå på hendes hofter og han trykkede sig stønnende højt op i hende - igen og igen - hårdere og hårdere. Han mærkede hvordan det trak helt nede fra hans pung og op i pikken igen og igen - og med et halvkvalt brøl skød han sin varme sæd dybt dybt op i hende. Udmattet lå de side om side i hans seng.

- Jeg hedder for resten René - René von Bromersfeldt.
- Og jeg hedder Louise - Louise Andersen, svarede hun. 

På det tidspunkt vidste de ikke hvad de kommende 23 dage i december ville bringe dem - og dermed startede en måned som skulle vise sig at blive ganske grænseoverskridende.