Julenoveller fra læserne                                                     Tilbage

Forfatter Titel Dato Uddrag af novellen
Marthin 1. 
Fruen i købmandsgården
12
2003
Og sådan så og talte de alle sammen meget, nærmest sladrede, men ingen vidste noget konkret. Fik man endelig fat i noget, man kunne slå ned på og sige: Jeg ved, med sikkerhed at sådan og sådan, så var der en stor risiko for at man ville blive opdaget. Og blev man det, så var der det uhyggelige ved det hele at så blev man kaldt op til den unge frue som sad i skrivebordsstolen.
Marthin 2. 
Nisserne i den gamle købmandsgård
12
2003
De hyggede sig så oppe i deres lille nissebolig og når han fik fat i noget af menneskenes ting og sager og så hvordan de skulle bruges, så tog han dem med hjem til Marie, som i sommers fik en sjov lille genstand, der brummede når nissen satte et batteri i, som han havde fundet nede i forretningen. Men det varede længe før han fik overtalt Marie til at vise hende hvordan det skulle bruges
Marthin 3. 
Købmandsfruens dobbeltliv
12
2003
- Joh, ser du, min mor opdagede jo ret tidligt at jeg ikke var bange for hendes spanskrør og nærmest gerne ville have en endefuld og det fortalte hun sin søster, min moster ikke. Hendes meget gode veninde havde været ansat her og rejste, fordi hun ikke kunne lide at købmanden gav alle sine ansatte damer en endefuld med spanskrøret i deres bare ende, hvis de ikke gjorde som de skulle.
Marthin 4. 
Hede stunder i købmandsgården
12
2003
Lige så bange han var for sin far, lige så glad var han for frøken Hulda, især da han erfarede at det var hende der skulle tage hans bukser, skjorte, undertrøje, underbukser, og sokker af ham og man så hans glæde stritte frem i al sin pragt. Da Hulda så den stritte så meget, så sagde hun stille, - Nu skal du se lille Erik, den der skal vi have væk inden du kan lægge dig over lænestolens ryg, ikke.
Marthin 5. 
Utroskab straffes
12
2003
Den aften, inviterede nissen sin kone i byen, hun skulle sidde med ham og se den store galla forestilling på jalousiens alter, når to der elsker hinanden ikke går af vejen for at være hinanden utro, når der viser sig noget på deres vej, som de tror er bedre end det de har i forvejen.
Marthin 6. 
Lagerchefens afregning
12
2003
Efter maden, kom regnskabets time for lagerchefen. Han blev beordret til at trække sine bukser ned og stille sig foroverbøjet hen over den lave lænestolsryg. Hulda løftede skjorten op og trak hans underbukser ned, og nu fik han en endefuld i sin bare ende, fordi der var rod i hans regnskaber. Som regel fik han 25 slag med spanskrøret og han stod bom stille medens det foregik. Når straffen var modtaget, rejste han sig med sit halvt erigerede lem. Hulda knælede da ned og tog ham i munden.
Marthin 7. 
Frk. Hermansens nedgørelse
12
2003
Fra teori til handling var der ikke langt, så hun fik trukket Karens bukser ned og lagt hende hen over ryggen på lænestolen i stuen, bandt hendes hænder til armlænet og gik i gang med at opdrage Karen til at blive en sød lille pige. Det var sikkert Karens skrig der gjorde det, pludselig stod Karens far midt i stuen. Han gav frk. Hermansen en knaldende lussing, tog spanskrøret fra hende, trak hende hen til den anden lænestol og bøjede hende ind over dens ryg. Med en rem der lå på bordet spændte han hende fast. Hun råbte til ham at han ikke måtte slå hende, men det hørte han ikke, han løftede hendes kjole op, flåede bukserne ned og nu kan jeg love dig for hun fik klø.
Marthin 8. 
Mor Hulda lægger bag til
12
2003
Utallige var de hæfter og bøger han tit sad med i hånden, medens han med den anden spillede sin pik af i sin lille stue, i den gamle købmandsgård. Men det værste var, at han sad med brevet om det møde han skulle til på fredag, han skulle aflægge regnskab hos Mor Hulda. Og da han fra andre, havde hørt hvad der skete på de møder hos Hulda, var han lidt usikker på sig selv, fordi han ikke under nogen omstændigheder ville lægge bagdel til hendes spanskrør. Men han ville meget gerne vende denne historie, så det var ham der slog?
Marthin 9. 
Prokuristens straf og ydmygelse
12
2003
Kokkepigen skyndte sig ud af døren, med sine bukser hængende rundt om det ene ben, og Henrik forsøgte at trække sine bukser op, men blev standset af Huldas fremstrakte hånd, der pegende fortalte ham, at hun ville have  ham til at bøje sig ind over lænestolens ryg. Men Henrik, der aldrig selv havde prøvet at få en endefuld, og slet ikke havde de følelser, forsøgte forgæves at undgå det. Men Hulda var i den retning den stærkeste, så da han endelig stod der og rystede af angst, for de smerter som han gerne ville byde andre, men ikke sig selv, græd og bad han.